De nyeste opskrifter og tips




Viser opslag med etiketten Billig mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Billig mad. Vis alle opslag

Kalvehjerte i Flødesauce

Print Friendly and PDF
Der bliver ikke spist meget indmad længere. Det er synd, for det smager godt, og er billig mad. Jeg serverede med kartoffelmos og broccoli.
  • 1 kalvehjerte, eller 3 svinehjerter
  • 1 løg
  • 1 bdt persille
  • ca. 10 svesker
  • salt og peber
  • 2 dl vand
  • fløde
  • kulør
Skyl og tør persillen. Skyl hjertet grundigt i koldt vand, og sørg for alt størknet blod er væk. Fold hjertet op og læg persille og svesker i.  Gnid godt ind med salt og peber. Bind kødsnor om og brun det i smør i en tykbundet gryde. Kom løget ved sammen med vand, skru ned for blusset, og lad hjertet simre 1½-2 timer, til det er godt mørt. Tag hjertet op, kog gryden af med piskefløde, tilsæt evt. kulør, smag saucen til med salt og peber. Skær hjertet i skiver og server med flødesauce og andet ønsket tilbehør.

Anne

Macaroni and Cheese

Print Friendly and PDF
Eller bare mac n cheese. En klassiker fra USA, der har bredt sig til resten af verden. Der findes et utal af måder at lave retten på, men sådan er det med mange populære retter. Macaroni and cheese bliver oftest serveret som en selvstændig ret.
  • 500 g pasta (penne, skruer, eller som her suppemakaroni)
  • 1 pose revet cheddar
  • 1 dl revet emmentaler eller parmesan, hvis man er vild med det
  • 4 dl mælk
  • 1½ spsk mel
  • 100 g smør (50 g til saucen og 50 g til at riste rasp i)
  • 1 spsk sennep (gerne dijon, ellers den man ønsker)
  • 1 håndfuld hakket persille
  • evt. 2-3 dl rasp (gerne panko) 
  • evt. 3-4 tomater i skiver
Skyl og hak persillen. Kog pasta efter anvisning på emballagen. Lav en bechamelsauce ved at smelte 50 gram smør, det må ikke brune, piske melet i, så man får en smørbolle, og derefter piske mælken i lidt ad gangen, og sørge for der ikke er klumper. Kom sennep og osten i saucen, lidt ad gangen og rør godt, imellem. Rist rasp  gyldent i smør, hvis man ønsker rasp i, lad det afkøle på pergamentpapir og rør i det, mens det køler ned, så det ikke klumper. Bland pasta, ostesaucen, persille og rasp, læg evt. tomatskiver på toppen. Sæt retten i en 200 grader varm ovn, til den begynder at hæve sig- ca. 15 minutter.

Anne

Risengrød (i gryde, høkasse, mikoovn eller Römertopf)

Print Friendly and PDF
Der burde ikke være nogen ben i at lave risengrød. Jeg er ikke specielt heldig hver gang, måske fordi jeg ikke bryder mig om det, men det gør resten af familien. Her er fire metoder, en på traditionel vis i gryde, en i mikroovn, en i Römertopf samt den gamle høkassemetode. De er alle fire lykkedes for mig. Den i Römertopf er skudsikker, så den bruger jeg altid.
  • 1,5 l mælk (efter eget valg, mange vil mene, at sødmælk er et must)
  • 3 dl grødris
  • salt (tilsættes efter kogning, og tag fra til risalamande inden, hvis det skal laves)
  • evt. 2 dl vand, hvis man tilbereder i gryde
  • sukker
  • stødt kanel
  • smør
Gryde:
Kom risene i kogende vand, og kog dem 2 minutter. Hæld mælken ved, bring i kog og skru ned på laveste blus og læg låg på. Kog risengrøden 35-45 minutter, eller til den har grødkonsistens.

'Høkasse':
Alternativt kan man, når mælken er i kog, tage gryden og sætte risengrøden i sengen, godt pakket ind i dyner. Det kræver at man begynder processes om morgenen og grøden står til aftensmad tid. Jeg er blevet gjort opmærksom på denne side http://www.risengroed-opskrift.dk/risengrod-i-sengen. Der advares om at tilberede risengrød efter høkasse-metoden, da der er risiko for udvikling af bacilus aurerus. Der er sat link til miljø og fødevarestyrelsen i artiklen, men siden findes ikke, og jeg kan ikke, umiddelbart, finde officielle kilder, der advarer mod denne metode. Det må være op til den enkelte, jeg laver altid risengrød i Römertopf, den fungerer altid, og Römertopf'en er supernem at rengøre efter.

Römertopf: Jeg laver altid risengrød i Römertopf, og den bliver rigtig god. Cremet og lækker, og bedst af alt, den kommer ikke til at smage af brændt mælk. Husk at lade Römertopf'en stå med vand i, mindst 15 minutter, så den suger fugt, og ikke revner i ovnen. Kom ris og mælk i,  sæt den i en kold ovn og indstil ovnen på 130 grader. Efter ca. 2 1/2 time, er grøden færdig, det kan være den skal have 15-20 minutter længere. Man skal røre i grøden ca. hver 1/2 time, og det er nemt at mærke, når konsistensen er rigtig. De første gange man rører, lader det ikke til, der er sket noget som helst, men det kommer. Kom salt i når grøden er færdig.

Mikroovn:
Her bruger man ikke vand. Kom ris og mælk i en mikroovnsegnet skål, gerne af glas. Den skal kunne rumme 4 liter. Dæk skålen løst med mikrovnsegnet film, og kog grøden 10 minutter. Tag skålen ud og rør rundt i grøden. Fortsæt kogning i mikroovn yderligere 10 minutter og rør rundt. Giv grøden 5 minutter mere og lad den hvile 5 minutter inden servering. Kom salt i, når grøden er kogt. Serveres med kanelsukker, smørklat, og med saftevand eller nisseøl til.

Anne