De nyeste opskrifter og tips




Tomatjuice

Print Friendly and PDF
Tomatjuice

Skal man lave en eksklusiv Bloody Mary, eller bruge tomatjuice til madlavning, er det nemt at lave tomatjuice selv. Her er anvisning på 1 liter juice.
  • 3 kg tomater
  • kogende vand
Læg tomaterne i en skål, og kog en stor mængde vand, så det kan dække tomaterne. Når vandet koger, hældes det over tomaterne, lad stå 5-10 minutter. Mos tomaterne gennem en finmasket si, så kerner og skrællen ikke kan komme igennem. Skal juicen gemmes, kommes den i en gryde og varmes op til kogepunktet, den må ikke koge, og hældes på steriliserede, atamon skyllede flasker, der lukkes med det samme. Opbevares i køleskab. Kan holde ca. 3 uger.

Anne


Cookies

Print Friendly and PDF
småkager

En helt neutral opskrift på amerikanske cookies. Her er de tilberedt med hakket mørk chokolade og hakkede hasselnødder. Man kan komme det i dejen man ønsker, f.eks. M&Ms, tørrede eller friske bær, rosiner, kun chokolade, mandler, alt hvad man kan finde på. Der bliver ca. 30 cookies af denne portion.
  • 200 g smør (stuetemperatur, hvis man ikke bruger røremaskine)
  • 2 1/2 dl sukker
  • 1  tsk bagepulver
  • 2 æg
  • 7 dl hvedemel
  • 100 g hakket chokolade (mørk eller lys) M&Ms eller eller hvad man ønsker
Kom smør i små stykker og sukker i en røremaskineskål eller en almindelig skål. Rør eller pisk med håndmikser, til det er en luftig masse, kom æg ved et ad gangen og kom bagepulver, mel og øvrige ingredienser man ønsker i og rør til en ensartet dej. Sættes på bageplade med en teske, eller andet og trykkes flade og runde. Bages i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter, alt efter størrelse, til de er gyldne. Køles ned på en rist efter endt bagning og lægges i en kagedåse, eller lignende, når de er kølet ned til stuetemperatur.

NB. Småkagerne er bløde, når de kommer ud af ovnen og bliver sprøde på overfladen og en anelse bløde i midten, når de er kølet ned.

Anne

Grill, Andebryst, Majskolber, Tomater og Kartofler

Print Friendly and PDF
Grill, Andebryst, Majskolber, Tomater og Kartofler

Der er næsten ingen grænser for hvad man kan grille efterhånden. Jeg kan godt lide, at det ikke bliver den rene kødfest, og grøntsager er nemme at grille. Herhjemme bruger vi Webergrill, så tidsangivelserne er til en sådan, eller en anden slags kuglegrill. Det er en fordel at tilberede alt, så det er klar til grillen. Kartoffelpakkerne lægges på først, de skal grilles hele tiden sammen med de andre ting. Andebryst lægges på samtidig med kartoflerne, og hviler mens tomater og majs grilles.

  • 2 andebryst
  • 4 majskolber (eller så mange man er personer)
  • 20 nye kartofler, eller flere
  • 4-8 tomater
  • Olivenolie
  • smør
  • Herbs de Provance
  • Smør

Skrab kartoflerne læg dem på et stort stykke stanniol. Kom salt, smør og godt med dildkviste ved og pak folien godt om, det skal slutte tæt. Lav evt. flere pakker. Pakkerne lægges på grillristen i ca. 30 minutter.

Rids fedtsiden på andebrystet, drys med salt og peber og læg dem på grillen, først med fedsiden nedad- det oser virkelig meget, når fedtet drypper ned på de varme kul. Steg dem ca. 8 minutter på hver side. Andebryst lægges på grillen samtidig med kartoflerne, og hviler til de andre ting er færdige, før det skæres ud.

Flå blade og 'skæg' af majskolberne og smør dem med smør, som om de var et stykke brød. Grill dem ca. 10 minutter, vend dem evt. en gang under vejs.

Skær et kryds i toppen af tomaterne, tryk på dem, så krydset deler sig. Dryp med olie og drys med Herbs de Provance og salt. Lægges på grillen samtidig med majskolberne og steger også ca. 10 minutter.

Håb på, det er vejr til at spise ude :-)

Anne