De nyeste opskrifter og tips




Fondue

Print Friendly and PDF
Fondue er en rigtig 70'er klassiker, men det er en udmærket ret og meget hyggeligt at lave sin egen mad. Man kan komme olie i fonduegryden, så er det en fordel at varme olien på komfuret inden. Det kan dog være ret besværligt med olie. Oftest har jeg oplevet, at olien bliver for kold, når alle stikker deres gafler i den. Så bliver maden kogt i stedet for friturestegt. Olie kan også blive for varmt, bruse op over grydens kant og der kan gå ild i olie. Det kommer også til at stinke i huset, af grillbar. Man kan med fordel lave rødvins-fondue, det går ikke så nemt galt, og alkoholen fordamper, så børn kan også spise det, her er det også en fordel, at varme rødvinen på komfuret først. Endelig kan man lave både oste-fondue og chokolade-fondue, i den første dypper man brød og i den sidste f.eks. jordbær, kiwi, banan, valnødder o.l.
  • 500 g hakket oksekød
  • 2-4 gode bøffer
  • 2-4 fadkoteletter
  • 1-2 pakker cocktailpølser (eller flere, især hvis der er børn i selskabet)
  • 1 pakke bacon (eller flere, hvis man har mange cocktailpølser)
  • 250-500 g champignon
  • 2-3 grønne peberfrugter
  • baguette, bag evt. selv efter opskrift i linket (det kræver planlægning) eller køb godt brød
  • 2 store bægre creme fraiche, eller hvad man plejer at bruge
  • 1/2-1 dl tomatpuré, eller en lille dåse koncentreret tomatpuré
  • nogle dråber tabasco efter temperament
  • 1 lille potte dild
  • 1 lille potte purløg
  • salt
  • tørret chili
  • 1 flaske rødvin, eller halvt rødvin/halvt bouillon, timiankviste og laurbærblad
  • eller friture olie
Rør det hakkede oksekød med 1 tsk salt og chili efter temperament. Form kødet til små kødboller. Skær bøfferne og koteletterne i tern. Klip bacon i passende stykker, så de kan vikles om cocktailpølserne, server bacon ved siden af, så man selv kan bestemme, om man vil have det om cocktalilpølserne, eller ej. Rens champignoner, i god tid, så de ikke er våde. Skær peberfrugt i passende stykker. Rør det ene bæger creme fraiche med tomatpure, Tabasco og lidt salt. Rør det andet bæger med hakket puløg, hakket dild og lidt salt. Sæt olie, eller rødvin over i en gryde på komfuret. Tænd blusset under fonduegryden. Varm brødet og så kan hver især lave den mad man ønsker.

Olien er varm, når det bruser om en en tændstik (træenden), rødvin eller rødvin+bouillon, er varm når den småkoger/simrer.

Anne

Mørbradbøffer

Print Friendly and PDF
Mørbradbøffer er gode både som aftensmad og til frokost. De er også meget velegnede til julefrokost. Desuden er mørbrad velegnet til flere gryderetter. Brug én mørbrad, hvis det er til frokost blandt andre retter, og to hvis det er til aftensmad.
  • 1-2 svinemørbrader
  • mel
  • salt og peber
  • smør
  • 4-5 løg
  • rugbrød
Puds mørbraden, ved at at skære alle hinder og fedt af, med en meget skarp kniv. Hinder skæres nemmest af ved at løsne hinden, og føre kniven langs hinden ned til enden af mørbraden. Skær mørbraden i 7-8 stykker, læg dem med skærefladen nedad, og bank dem let flade med hånden. Vend bøfferne i mel, drys dem med salt og peber og steg dem ved middel varme i smør, i ca. 5 minutter på hver side. Pil løg og skær dem i tynde skiver. Steg dem i smør, ved lidt under middelvarme, til de er møre og let gyldne, rør jævnligt i dem. Server mørbradbøfferne med rugbrød med smør og bløde løg.

Jeg begynder altid med at stege løg, mem eftersom dette indlæg hedder mørbradbøffer, begyndte jeg med det. 

Anne

Æbleflæsk

Print Friendly and PDF
Æbleflæsk er en klassiker på julefrokostbordet. Det fungerer også fint som aftensmad, serveres med rugbrød, eller som det er. Til aftensmad, kan man evt. lave dobbeltportion.
  • 2 kg æbler
  • 400 g flæsk i skiver
  • 2 rødløg
  • 5 kviste timian
  • salt og peber
Skær æblerne i både og fjern kernehus, stilk og blomst. Læg æblebådene i bradepanden, kom timianblade og salt ved. Læg flæskeskiverne på risten, drys med salt og peber og sæt bradepanden, med risten over, i en 180 grader varm ovn, helst ved varmluft. Bruger man varmluft, skal flæskeskiverne ikke vendes, bruger man ikke varmluft vender man skiverne, når halvdelen af tiden er gået, og sætter ovnen på 200 grader, i stedet for 180. Retten skal have 30-40 minutter, eller til flæskeskiverne er gyldne.

Anne