De nyeste opskrifter og tips




Vanillesmåkager med Mandler (vanillekransedej)

Print Friendly and PDF
Jeg lavede dej til vanillekranse i går aftes, og havde store forventninger til selve produktionen af kransene i dag. For et halvt års tid siden, købte jeg en gammeldags kødhakkemaskine med håndsving, i Aldi. Da jeg pakkede pakken op så jeg, at de skiver, man f.eks. laver vanillekranse med, ikke var i pakken. Jeg ville ikke returnere den, for det var den sidste de havde. Jeg købte en skiveting fra OBH, men der må også have manglet andet i pakken, for den skrue, der skal køre dejen frem, kører frem og tilbage vandret, og tager slet ikke fat. Dejen skulle ikke gå til spilde, så det blev til vanillesmåkager i stedet.
  • 250 g hvedemel
  • 125 g sukker
  • 1 stang vanille
  • 200 g smør
  • 1 æggeblomme
  • ca. 100 g finthakkede mandler
Skrab kornene ud af vanillestangen og skil dem, ved at gnide dem rundt med en kniv, i 1 spsk sukker. Bland mel, sukker og vanille, skær smør i mindre stykker og smuldr det rundt i melblandingen. Tilsæt æggeblomme og de finthakkede mandler. lad dejen hvile i køleskab, mindst en time, gerne natten over, og kør den i gennem kødhakkeren med stjerneskive i. Skær de lange stænger i passende størrelse til kranse, form vanillekranse og sæt dem på en plade med bagepapir. Bages ved 200 grader, 6-8 minutter. Hold øje, så de ikke bliver brændt.

Anne

Risengrød (i gryde, høkasse, mikoovn eller Römertopf)

Print Friendly and PDF
Der burde ikke være nogen ben i at lave risengrød. Jeg er ikke specielt heldig hver gang, måske fordi jeg ikke bryder mig om det, men det gør resten af familien. Her er fire metoder, en på traditionel vis i gryde, en i mikroovn, en i Römertopf samt den gamle høkassemetode. De er alle fire lykkedes for mig. Den i Römertopf er skudsikker, så den bruger jeg altid.
  • 1,5 l mælk (efter eget valg, mange vil mene, at sødmælk er et must)
  • 3 dl grødris
  • salt (tilsættes efter kogning, og tag fra til risalamande inden, hvis det skal laves)
  • evt. 2 dl vand, hvis man tilbereder i gryde
  • sukker
  • stødt kanel
  • smør
Gryde:
Kom risene i kogende vand, og kog dem 2 minutter. Hæld mælken ved, bring i kog og skru ned på laveste blus og læg låg på. Kog risengrøden 35-45 minutter, eller til den har grødkonsistens.

'Høkasse':
Alternativt kan man, når mælken er i kog, tage gryden og sætte risengrøden i sengen, godt pakket ind i dyner. Det kræver at man begynder processes om morgenen og grøden står til aftensmad tid. Jeg er blevet gjort opmærksom på denne side http://www.risengroed-opskrift.dk/risengrod-i-sengen. Der advares om at tilberede risengrød efter høkasse-metoden, da der er risiko for udvikling af bacilus aurerus. Der er sat link til miljø og fødevarestyrelsen i artiklen, men siden findes ikke, og jeg kan ikke, umiddelbart, finde officielle kilder, der advarer mod denne metode. Det må være op til den enkelte, jeg laver altid risengrød i Römertopf, den fungerer altid, og Römertopf'en er supernem at rengøre efter.

Römertopf: Jeg laver altid risengrød i Römertopf, og den bliver rigtig god. Cremet og lækker, og bedst af alt, den kommer ikke til at smage af brændt mælk. Husk at lade Römertopf'en stå med vand i, mindst 15 minutter, så den suger fugt, og ikke revner i ovnen. Kom ris og mælk i,  sæt den i en kold ovn og indstil ovnen på 130 grader. Efter ca. 2 1/2 time, er grøden færdig, det kan være den skal have 15-20 minutter længere. Man skal røre i grøden ca. hver 1/2 time, og det er nemt at mærke, når konsistensen er rigtig. De første gange man rører, lader det ikke til, der er sket noget som helst, men det kommer. Kom salt i når grøden er færdig.

Mikroovn:
Her bruger man ikke vand. Kom ris og mælk i en mikroovnsegnet skål, gerne af glas. Den skal kunne rumme 4 liter. Dæk skålen løst med mikrovnsegnet film, og kog grøden 10 minutter. Tag skålen ud og rør rundt i grøden. Fortsæt kogning i mikroovn yderligere 10 minutter og rør rundt. Giv grøden 5 minutter mere og lad den hvile 5 minutter inden servering. Kom salt i, når grøden er kogt. Serveres med kanelsukker, smørklat, og med saftevand eller nisseøl til.

Anne

Belgiske Vafler

Print Friendly and PDF
Hjemmelavede belgiske vafler er et godt alternativ til æbleskiver, dem kan man godt få for mange af i denne søde juletid. Der bliver ca. 6-7 vafler af denne portion. De kan naturligvis også spises på alle andre tider af året.
  • 90 g mel/1 1/2 dl
  • 2 1/2 dl creme fraiche 18%
  • 3/4 tsk bagepulver
  • 2 æg delt i blomme og hvide
  • smør til stegning
  • syltetøj og sukker
Tænd vaffeljernet. Pisk mel, bagepulver, creme fraiche og æggeblommer til en klumpfri dej. Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen. Kom smør på vaffeljernet, og når det er smeltet ca. 2 spsk vaffeldej. Bag til vaflen er gylden, 2-3 minutter. Serveres med syltetøj og sukker.

Anne