De nyeste opskrifter og tips




Medister (hjemmelavet)

Print Friendly and PDF
Hvis det skal være nemt, så køber man en god medister. Ellers kan man lave den selv, så kan man selv bestemme, om det skal være hakket svinekød, hakket kalv og flæsk, eller evt rent kalvekød, i det tilfælde, får medisteren dog en anden konsistens. Man kan også selv bestemme, hvad den skal krydres med. En hjemmelavet medister kan sagtens fryses, forudsat kødet ikke tidligere har været frosset.
  • 1-2 pakker medister (god på rugbrød dagen efter)
  • 500 g kartofler (her nye)
  • 1 blomkålshoved (eller broccoli, majs, ærter, salat, råkost....)
Hjemmelavet medister:
  • 1 portion fars
  • 1 tsk stødt allehånde (som til frikadellefars)
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk revet muskatnød
  • evt. 1 tsk stødt ingefær, eller andet krydderi, man ønsker
  • 1 pakke renset svinetarm, eller hvilken længde man kan købe hos slagteren, de sælges i metermål
Brug et pølsehorn til at fylde tarmen med, der følger som regel en vejledning med sådan et. Tarmen må ikke fyldes for meget, farsen udvider sig, når den bliver stegt, så medisteren skal føles temmelig slatten. Steges på samme måde, som beskrevet nedenfor. Har den været i fryseren, skal den tøs op i køleskab, fra aftenen inden.
Skrab eller skræl kartofler. Rens grøntsager, her stuvet spidskål man kan naturligvis servere andet til. Sæt kartofler over (gerne om morgnen, hvis man vil have garanteret faste kartofler Steg medister i smør eller margarine, 12-15 minutter på hver side. Når kartoflerne er i kog, skal nye kartofler have ca. 12 minutter (eller se evt. her, hvordan man tilberede garanteret møre, nye kartofler) og skrællekartofler have ca.20 minutter. For nye kartoflers vedkommende er det rigtig godt med dild eller løvstikke i kogevandet.

Anne

Sønderjysk Nytårsmiddag

Print Friendly and PDF
Middage til højtider, nok især jul og nytår, kan virkelig skille vandene i de forskellige hjem. Skal man have flæskesteg, gås, and eller andet til jul, og skal nytårsmiddagen stå på kogt torsk, culottesteg eller som her, en traditionel sønderjysk nytårsmiddag, med grønkål, kålpølser, fersk flæsk og røget flæsk. Jeg lavede dog ikke fersk flæsk, men råstegte kartofler i stedet. Drikkevarer til denne ret er øl og snaps.
  • 600 g hakket, kogt grønkål. Det er langt nemmest at købe hakket grønkål på frost. Ellers skal man virkelig bruge mange stokke
  • 1 dl fløde
  • salt
  • peber
  • evt. lidt sukker
  • 1/2 dl kogevand fra det røgede flæsk
  • smør
  • 1 helt stykke røget bacon, evt. 2, så man har omkring 1 kg i alt
  • 1 1/2 kg kartofler
  • smagsneutral olie til stegning
  • 4 kålpøsler, eller 1 til hver. Nogle kan nok spise mere end en. Schmidts Delikatesse sælger dem fra deres netbutik, og sender alle varer forsvarligt emballeret til hele landet. Ellers har større supermarkeder kålpølser i sortimentet
  • evt. fersk flæsk, vælger man det køber man halvt røget og halvt fersk
  • sennep, en god en, efter smag
Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Kom det røgede bacon hel i en gryde, og hæld vand ved, så det dækker. Bring vandet i kog, skru ned og lad kødet simre i 1 1/2 time. Kog det ferske flæsk på samme måde, hvis man vælger at servere det også. Steg kartoffelskiverne i smagsneutral olie, ved middel varme og jævnlig omrøring, til de er møre og overvejende gyldne. Tø grønkålen langsomt op i en gryde med smør. Tilsæt fløde, salt, peber, evetuelt lidt sukker og kogevand fra det røgede flæsk. Kom kålpølserne i en gryde med vand, så det dækker, bring det til kogepunktet og tag gryden af. Pølserne er røgede, altså tilberedt og skal bare varmes. Lad dem stå i vandet, så de bliver varmet igennem. Skær det røgede og evt. det ferske flæsk i skiver og server grønkålen med kartofler, flæsk, kålpølser og sennep.

Anne

Konfekt (Lav Selv Marcipan)

Print Friendly and PDF
Her på falderebet fik vi lavet konfekt. Dels fordi vi er mest til marcipanbrød-agtig konfekt, og særligt fordi, vi har en teenager, som har haft mononukleose, kom vi ikke nogle ting i, andet end marcipan og nougat. Man kan ælte rigtig meget forskelligt ind i marcipanen f.eks. alkohol, likører, eller essenser. Findelt tørret frugt, eller chili er også populært. Det handler om hvad man kan lide. Snitterne er farvet med pastafarve, købes hos bl.a. Specialkøbmanden,  der har jeg også købt kandiserede rosenblade, kandiserede violer (ægte violblade) guld- og sølv støv (flager).

Man laver konfekt af den mængde marcipan man ønsker. Billedet er et udvalg, af de ting, som blev lavet.. Der blev 30 overtrukne og lige så mange snitter ud af denne mængde. Jeg har andre år brugt dyr 70% eller 80% chokolade, men det fungerer ikke til overtræk. Chokoladeknapper fra Tom's fejler sjældent for mig. Man kan selv lave marcipan. Det er faktisk supernemt, men det kan være svært at få en konsistens, så børn kan forme mus, krokodiller, snemænd, eller hvad de finder på. Hjemmelavet marcipan, smager ikke voldsomt meget anderledes, end købt, så det er ikke nødvendigt at lave marcipanen selv. Opskriften er herunder, der bliver ca. 300 g marcipan af denne mængde.
  • 200 g mandler (man kan smutte dem, eller lade skallen blive på. Hvis man ikke smutter dem, bliver marcipanen mørk)
  • 60-80 g sukker (alt efter, hvor sød man ønsker marcipanen)
  • 1 dl vand
Smut evt. mandlerne og blend dem. Det er nemt at smutte mandler, hvis man kommer dem i en skål med vand, der dækker, sætter dem i microvnen, 1 minut ad gangen, til man kan se, skallen er løsnet. Kog sukker og vand op og lad det koge ca. 5 minutter, til det begynder at tykne og blive sirup. Hæld siruppen i blenderne, mens den stadig kører, ved høj hastighed. Så har man ca. 300 g hjemmelavet marcipan. Man kan sagtens lave mere, men lav det af flere omgange. Så hvis man vil ende med 800-900 g marcipan, er det en ret tidskrævende proces.

  • 800 g marcipan (2 store pakker)
  • 200 g blød nougat (1 pakke, man bruger slet ikke det hele, men jeg ved ikke om de fås i mindre pakker)
  • rød pastafarve
  • grøn pastafarve
  • kandiserede rosenblade
  • kandiserede violblade
  • guldstøv
  • sølvstøv
  • 1 pose mørk overtrækschokolade
De sidste 6 ting kan købes hos Specialkøbmanden

Skær 6 tynde skiver af den ene pakke marcipan, det overskydende deles i to, og den ene del æltes med rød pastafarve, den anden med grøn. Tril de røde og grønne til tynde pølser, som mases forsigtig flade.

De løsnes fra bordet ved, at man kører en kniv fladt ned under dem. Man kan også rulle marcipanen ud mellem to stykker plastik, en frysepose, der er klippet op. Læg hver farvede på en af de rå marcipanskiver, en anden marcipanskive lægges over.

Skær kanterne rene, skær kun ganske lidt af, skær ned langs midten, på langs og skæres på skrå til snitter, som på billedet. Læg nougat mellem de sidste to, og gør på samme måde. Den anden pakke marcipan, samt alle rester, både farvede rester og nougat formes til små buttede stykker, som dyppes i chokolade, og pyntes med det samme, så chokoladen ikke stivner.

Chokolade smeltes ved at smelte den ene halvdel over vandbad, eller i mikroovn, den må max blive 47-48 grader og røre den anden hakkede halvdel i. Denne metode sikrer, at chokoladen ikke bliver for varm.

Anne