De nyeste opskrifter og tips




Pebermyntepastiller

Print Friendly and PDF
Supernemt juleslik, hvis man kan skaffe pebermynteolie. Man kan få Dr Øtkers i velassorterede supermarkeder, ellers kan man få det på velassorterede apoteker, eller Matas. De kan holde 4-5 dage i køleskab.
  • 1 bæger pasteuriserede æggehvider
  • ca. 1 pakke flormelis (500 g)
  • 2 tsk pebermynteolie
  • 1 pose m&m's (eller det antal, der skal til)
  • 50-60 g rigtig god chokolade, i stedet for m&m's
Kom æggehvide i en skål, og tilsæt flormelis, ad nogle gange. Sammen med første portion tilsættes pebermynteolie. Rør grundigt i massen, den skal blive rigtig sej, og nærmest tør. Tril kugler i passende størrelser og giv dem et tryk, så de bliver flade. Kom en m&m på hver, eller et dryp god smeltet chokolade.

Anne

Salat af æble, rødbede, linser og feta

Print Friendly and PDF
En god, fyldig, mættende vintersalat. Den egner sig som tilbehør til alt. Oksekød, svinekød, fisk eller fjerkræsretter.
  • 3 æbler
  • 1 rødbede
  • 1 dl tørrede linser (jeg brugte grønne, men man kan bruge alle farver)
  • 1 håndfuld groft hakket persille
  • god feta, eller gedeost, hvis man er mere til det
  • 3 spsk olie
  • 1 spsk citronsaft eller appelsinsaft
Kog linserne 45 minutter, eller efter anvisning på emballagen, hæld vandet fra og lad dem afkøle. Skræl rødbeden og bliv ved med at skrælle med en tyndskræller, så man får rødbedespåner. Skær æblet i smalle både, bland en dressing af olie og citron- eller appelsinsaft og vend æbler, rødbede, linser, persille og feta i dressingen.

Anne

Vanillesmåkager med Mandler (vanillekransedej)

Print Friendly and PDF
Jeg lavede dej til vanillekranse i går aftes, og havde store forventninger til selve produktionen af kransene i dag. For et halvt års tid siden, købte jeg en gammeldags kødhakkemaskine med håndsving, i Aldi. Da jeg pakkede pakken op så jeg, at de skiver, man f.eks. laver vanillekranse med, ikke var i pakken. Jeg ville ikke returnere den, for det var den sidste de havde. Jeg købte en skiveting fra OBH, men der må også have manglet andet i pakken, for den skrue, der skal køre dejen frem, kører frem og tilbage vandret, og tager slet ikke fat. Dejen skulle ikke gå til spilde, så det blev til vanillesmåkager i stedet.
  • 250 g hvedemel
  • 125 g sukker
  • 1 stang vanille
  • 200 g smør
  • 1 æggeblomme
  • ca. 100 g finthakkede mandler
Skrab kornene ud af vanillestangen og skil dem, ved at gnide dem rundt med en kniv, i 1 spsk sukker. Bland mel, sukker og vanille, skær smør i mindre stykker og smuldr det rundt i melblandingen. Tilsæt æggeblomme og de finthakkede mandler. lad dejen hvile i køleskab, mindst en time, gerne natten over, og kør den i gennem kødhakkeren med stjerneskive i. Skær de lange stænger i passende størrelse til kranse, form vanillekranse og sæt dem på en plade med bagepapir. Bages ved 200 grader, 6-8 minutter. Hold øje, så de ikke bliver brændt.

Anne