De nyeste opskrifter og tips




Kalve Cuvette

Print Friendly and PDF
En kalvecuvette var, hvad jeg kunne få, i passende størrelse til 3 personer, i vores lokale Fakta. Det er virkelig noget, man sætter pris på, at have fået en Fakta i absolut gå-afstand i oktober.

Jeg vil anbefale, at man bruger et stegetermometer, og gerne et elektronisk, der passer sig selv. Har man et gammeldags stegetermometer, må man ikke sætte det i stegen og tage det ud gentagne gange, som jeg har set mange gøre. Man kan ligefrem se saften strømme ud af stegen, for hver gang man stikker termometret i. Man kan som udgangspunkt gå ud fra, at en steg, som skal være rosa, skal have 40-50 minutter. Det handler ikke om, hvor mange kilo, mere om højden på stegen. Bruger man gammeldags stegetermometer, vil jeg anbefale, at man stikker det i efter 35-40 minutter, og lader det sidde mens man holder øje med det. Elektroniske stegetermometre  skal sættes i stegen fra begyndelsen, og indstilles på ønskede temperatur, eller program.

Jeg stegte denne som en oksesteg, tog den ud da den havde en temperatur på 58 grader, ifølge mit elektroniske termometer. Lod den hvile 30 minutter, den var rødere i midten, end på billedet, men ikke rå, og den var særdeles saftig. Jeg tændte ovnen på 250, og skruede ned på 200, idet jeg satte stegen i. I alt fik den 40 minutter.

Tilbehør var denne gang karamelliserede rødløg og varm kartoffelsalat.

Anne

Medister (hjemmelavet)

Print Friendly and PDF
Hvis det skal være nemt, så køber man en god medister. Ellers kan man lave den selv, så kan man selv bestemme, om det skal være hakket svinekød, hakket kalv og flæsk, eller evt rent kalvekød, i det tilfælde, får medisteren dog en anden konsistens. Man kan også selv bestemme, hvad den skal krydres med. En hjemmelavet medister kan sagtens fryses, forudsat kødet ikke tidligere har været frosset.
  • 1-2 pakker medister (god på rugbrød dagen efter)
  • 500 g kartofler (her nye)
  • 1 blomkålshoved (eller broccoli, majs, ærter, salat, råkost....)
Hjemmelavet medister:
  • 1 portion fars
  • 1 tsk stødt allehånde (som til frikadellefars)
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk revet muskatnød
  • evt. 1 tsk stødt ingefær, eller andet krydderi, man ønsker
  • 1 pakke renset svinetarm, eller hvilken længde man kan købe hos slagteren, de sælges i metermål
Brug et pølsehorn til at fylde tarmen med, der følger som regel en vejledning med sådan et. Tarmen må ikke fyldes for meget, farsen udvider sig, når den bliver stegt, så medisteren skal føles temmelig slatten. Steges på samme måde, som beskrevet nedenfor. Har den været i fryseren, skal den tøs op i køleskab, fra aftenen inden.
Skrab eller skræl kartofler. Rens grøntsager, her stuvet spidskål man kan naturligvis servere andet til. Sæt kartofler over (gerne om morgnen, hvis man vil have garanteret faste kartofler Steg medister i smør eller margarine, 12-15 minutter på hver side. Når kartoflerne er i kog, skal nye kartofler have ca. 12 minutter (eller se evt. her, hvordan man tilberede garanteret møre, nye kartofler) og skrællekartofler have ca.20 minutter. For nye kartoflers vedkommende er det rigtig godt med dild eller løvstikke i kogevandet.

Anne

Sønderjysk Nytårsmiddag

Print Friendly and PDF
Middage til højtider, nok især jul og nytår, kan virkelig skille vandene i de forskellige hjem. Skal man have flæskesteg, gås, and eller andet til jul, og skal nytårsmiddagen stå på kogt torsk, culottesteg eller som her, en traditionel sønderjysk nytårsmiddag, med grønkål, kålpølser, fersk flæsk og røget flæsk. Jeg lavede dog ikke fersk flæsk, men råstegte kartofler i stedet. Drikkevarer til denne ret er øl og snaps.
  • 600 g hakket, kogt grønkål. Det er langt nemmest at købe hakket grønkål på frost. Ellers skal man virkelig bruge mange stokke
  • 1 dl fløde
  • salt
  • peber
  • evt. lidt sukker
  • 1/2 dl kogevand fra det røgede flæsk
  • smør
  • 1 helt stykke røget bacon, evt. 2, så man har omkring 1 kg i alt
  • 1 1/2 kg kartofler
  • smagsneutral olie til stegning
  • 4 kålpøsler, eller 1 til hver. Nogle kan nok spise mere end en. Schmidts Delikatesse sælger dem fra deres netbutik, og sender alle varer forsvarligt emballeret til hele landet. Ellers har større supermarkeder kålpølser i sortimentet
  • evt. fersk flæsk, vælger man det køber man halvt røget og halvt fersk
  • sennep, en god en, efter smag
Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Kom det røgede bacon hel i en gryde, og hæld vand ved, så det dækker. Bring vandet i kog, skru ned og lad kødet simre i 1 1/2 time. Kog det ferske flæsk på samme måde, hvis man vælger at servere det også. Steg kartoffelskiverne i smagsneutral olie, ved middel varme og jævnlig omrøring, til de er møre og overvejende gyldne. Tø grønkålen langsomt op i en gryde med smør. Tilsæt fløde, salt, peber, evetuelt lidt sukker og kogevand fra det røgede flæsk. Kom kålpølserne i en gryde med vand, så det dækker, bring det til kogepunktet og tag gryden af. Pølserne er røgede, altså tilberedt og skal bare varmes. Lad dem stå i vandet, så de bliver varmet igennem. Skær det røgede og evt. det ferske flæsk i skiver og server grønkålen med kartofler, flæsk, kålpølser og sennep.

Anne