De nyeste opskrifter og tips




Klejner, med Cognac, Fløde og Citronskal

Print Friendly and PDF
Endnu en gammel familieopskrift. Disse klejner er ikke store og bløde, som nogle foretrækker, heller ikke knasende hårde, som andre foretrækker. De er sprøde på overfladen og bløde i midten, og har den størrelse, som en klejnespore giver. Selv om man egentlig frituresteger dem, hedder det "at koge klejner". Der bliver ca. 100 klejner af denne portion. Det er nemt at lave halv portion, jeg vil i det tilfælde ikke komme mindre end de 1-2 spsk cognac i.
  • 500 g hvedemel
  • 2 æg
  • 150 g smør
  • 150 g sukker
  • 3 spsk fløde
  • 1-2 spsk cognac
  • meget fint-revet skal af 1 citron
  • palmin til at koge klejnerne i (evt. 2 pakker)
Hæld melet på en ren bordplade, form det til en bunke og lav en fordybning i midten. Hæld  æg, smør i mindre stykker, fløde, cognac og citronskal i fordybningen og ælt dejen i hånden. I begyndelsen lader der ikke til at ske noget, men pludselig samler dejen sig. Læg dejen i køleskab et døgns tid. Tag dejen ud i god tid, så den får en temperatur, så den er til at arbejde med. Rul halvdelen af dejen ud, og kør klejnesporen på den lange led. Næste gang, køres sporens venstre hjul i den anden banes højre spor. På denne måde undgår man for meget spild. Rul resterne af dejen ud, og kør også klejnesporen gennem, så er der ikke meget spild. Vrid dem, det vil sige, at man kommer den ene spids ind gennem hullet og lirker siderne igennem. Går dejen i stykker, under processen, kan man i mange tilfælde klemme den sammen. Varm palminen op i en lille tykbundet gryde. Man kan teste om den er varm nok, ved at dyppe træenden af en tændstik i, hvis det syder om den, er den passende temperatur. Man kan også komme en terning franskbrød i, hvis den bliver gylden, er den varm. Kog klejnerne 3 ad gangen, og vend dem undervejs. Det er en temperamentsag om man vil bruge en strikkepind, eller en øseske, at tage klejnerne op med. Uanset hvordan man gør, skal de op efter et par minutter, når de er gyldne. Hvis olien bruser over, har man for mange klejner i gryden. Læg dem på fedtsugende papir, avispapir med køkkenrulle over, eller brunt indpakningspapir. Klejnerne køles ned og lægges i en kagedåse, når de har stuetemperatur. De kan holde sig i op til 14 dage.

Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar