De nyeste opskrifter og tips




Moussaka

Print Friendly and PDF

Moussaka er græsk, selvom retten oprindeligt stammer fra mellemøsten. Der er mange måder at lave det på, med lam eller okse, med eller uden kommen o.s.v. Man kan gøre som man har lyst, der hvor jeg har skrevet, 'kan undværes' eller 'enten/eller'. Servers med tzaziki og/eller godt brød og salat. På billedet ser retten temmelig kedelig ud, men det er umuligt at tage billede af retten som portion på tallerkenen, det ligner noget værre rod. Jeg garanterer dog, at retten smager fantastisk, og man skal ikke dømme den på udseendet.
  • 500 g hakket lammekød eller oksekød
  • 1-2 auberginer (alt efter størrelse, så skiverne kan dække fadet)
  • 3-4 kartofler (kan undværes, men jeg havde nogle tilovers)
  • 2 tsk kommen (kan undværes)
  • 1 hakket løg
  • 3-4 fed hakket hvidløg
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 dåse koncentreret tomatpuré
  • en hel stang kanel (koges med, og tages op) eller 2 tsk stødt kanel (kan undværes)
  • 1 tsk tørret chili (kan undværes)
  • 1 spsk oregano
  • salt og peber
  • 200-300 revet ost (almindelig skæreost)
  • rasp
Bechamelsauce af:
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk mel
  • 5 dl mælk (ikke fra basislager)
  • salt
  • muskatnød
Skær aubergine i skiver og drys et jævnt lag salt på hele overfladen. Undgå at vende dem g gentage processen, ved at stable skiverne, på den måde får de også salt på den anden side. Lad dem ligge 30 minutter og skyl dem i koldt vand. Steg dem let gyldne og møre i olie og læg dem, så de dækker bunden, i et ildfast fad. Hak løg og hvidløg, steg kød og kom  løg og hvidløg ved, lad begge dele blive mørt uden at branke. Kom kanelstang eller stødt kanel, kommen, oregano, chili, slat og peber ved og tilsæt de flåede tomater og tomatpuréen. Lad det hele simre 15-20 minutter. Lav bechamelsauce ved at smelte smørret i en gryde, tilsæt mel og pisk til det er blevet en melbolle. Tilsæt mælk lidt ad gangen, og pisk grundigt, så der ikke er klumper, fortsæt til al mælken er tilsat. Krydr med salt og revet muskatnød. læg kødblandingen over auberginerne (tag kanelstangen op), læg kartofler i tynde skiver over, læg et jævnt lag af revet ost over og slut med bechamelsaucen og drys et tyndt jævnt lag rasp over. Sættes i en 200 grader varm ovn, 30-40 minutter, eller til retten er gylden og kartoflerne er møre. Serveres med tzaziki og/eller godt brød og salat- evt. tomatsalat.

Anne

Æggestand med Grøntsager og Tomatcoulis

Print Friendly and PDF
Æggestand med broccoli, gulerødder og bønner er næsten helt lille kunstværk. Her er den serveret med tomatcoulis, som egentlig ikke er coulis, da den har været opvarmet- se evt. her. Men tomatpuré refererer jo til noget ganske andet, ligsom tomatsauce, så jeg valgte at kalde det coulis, da det er serveret koldt. Det tager lidt tid at lave denne ret, som er velegnet som forret, eller til frokost. Da begge dele skal serveres koldt, er det oplagt at lave dagen i forvejen.
  • 1 broccolihoved
  • 2 gulerødder
  • 100 g bønner (evt. frosne)
  • 3 dl fløde
  • 6 æg
  • salt og peber
  • lille brødform der rummer 1 liter
Endvidere:
  • 6 tomater
  • 1 bananskalotteløg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 dl hvidvin
  • 1 spsk lys balsamico
  • 5-6 kviste (bladene) hakket timian
  • olivenolie
Sæt en bradepande med vand i i ovnen på 150 grader, så både vand og ovn er varmt, når æggestanden skal bages. Skær broccolien i buketter, gerne lidt store, kog dem i letsaltet vand i 5 minutter. Skræl gulerødderne, skær dem i kvarte på den lange led og kog dem i letsaltet vand i 7 minutter. Klip enderne af bønnerne og kog dem i letsaltet vand i 3 minutter. Læg broccolibuketterne med toppen nedad i brødformen. Læg gulerodsstængerne på langs og det samme med bønnerne til sidst. Pisk æg sammen med fløde, salt og peber og hæld æggemassen over grøntsagerne, dæk med folie. Sættes i bradepanden i vandbad, og ovnen skrues ned på 125. Bages 45-50 minutter, eller til æggemassen er stivnet, man kan checke med en strikkepind eller kødnål, om der hænger æggemasse ved. Sættes i køleskab og serveres kold.

Flå tomaterne, fjern stilken i midten samtidig med de skæres i både, og dernæst i mindre stykker. Hak bananakalotteløget og hvidløget og steg det mørt i olivenolie. Tilsæt tomater, hvidvin, balsamico, hakket timian og lad det hele koge 3 minutter. Sættes i køleskab og serveres koldt.

Anne

Kagecreme

Print Friendly and PDF
Det er ret nemt at lave kagecreme selv, og det smager meget bedre end pulverudgaverne. Kan bruges i alle sammenhænge hvor man bruger creme.
  • ½ stang vanille
  • 2½ dl sødmælk
  • 3 æggeblommer
  • 75 g sukker
  • ca. 2 spsk Maizena eller anden majsstivelse
Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, skil kornene ad ved at gnide dem med en kniv rundt i 1 tsk sukker. Bring stang og korn i kog sammen med mælken. Kom æggeblommerne i en skål, og pisk dem kraftigt med sukkeret, til blandingen bliver hvid. Tilsæt majsstivelse uden at piske. Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden, og sæt den over varmen. Lad cremen koge i ca. 1 minut under kraftig piskning; pas på den ikke brænder på. Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, dæk overfladen til med husholdningsfilm, og lad den køle af i køleskabet inden brug. Jeg har brugt det trick fra Mette Blomsterberg med at lægge husholdningsfilm ned på overfladen af det der er i skålen man dækker, så undgår man kondensvand. Det har jeg gjort siden jeg så hende gøre det, og forklare det i 'Det Søde Liv'

Anne