De nyeste opskrifter og tips




Pizza i Weber Grill

Print Friendly and PDF
Pizza i Weber Grill

De bedste pizzaer vi har lavet, har været efter vi investerede i en bagesten med tilhørende  aluminiumsplade til Weber grillen. Det bedste resultat, med hensyn til pizzabund får man, hvis man anvender lidt gær og lange hævetider. Det gælder pizzabunde, såvel som alt andet bagværk. Det kræver lidt planlægning, men er ikke besværligt i øvrigt.

Dag 1.

Surdej: (Alt fra basislager)
  • 2 1/2 dl koldt vand
  • 5 g gær
  • ca 450 g hvedemel
  • 10 g salt
  • 1/2 dl olivenolie
Rør gæren ud i det kolde vand. Tilsæt mel og salt, ælt lidt og tilsæt olien. Ælt længe, ca. 15 minutter, ikke så længe, hvis man bruger røremaskine.

Del dejen i så mange stykker, som der er personer til middag- max 6. Læg dejstykkerne i køleskab i individuelle fryseposer, eller adskilt på anden måde. De skal ligge et døgn.

Dag 2.

Planlæg og tænd op i grillen så den er klar. (Alt fra basislager)
  • Tomatsauce:
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 dåsekoncentreret tomatpure
  • salt
  • Husk tørret oregano til at drysse pizzaen med, eller røre i saucen, alt efter ønske.
Kun fantasien sætter grænser for, hvad man vil have på sin pizza. Eftersom man får en hver, kan man helt selv bestemme. Billedet er min pizza, en margherita med tomat, revet dansk mozzarella, italiensk hel mozarella, tørret oregano og frisk basilikum (efter tilberedning) De andre tre, der blev lavet var med tomatsauce, cocktailpølser, pepperoni, tynde skiver skinke, bacon, jalepenos, tørret oregano og revet dansk mozzarella. Man kan lave sin egen yndlings fra pizzeriaet.

Efter vores erfaring, skal hver pizza have ca. 15 minutter. og grillen skal have meget kul, og være godt varm. Check bunden, som de gør på pizzeriaer og lad være med at overlæsse med fyld.

Anne

Rødtungefilet med Æbler/Rødløg, Ris og Karrysauce

Print Friendly and PDF
En god fiskeret, der er nem at lave.
  • 400 g rødtungefilet (rødtunge er af rødspætte familien, så man kan f.eks. bruge rødspætter, skrubber eller helleflynder i stedet)
  • 3 rødløg
  • 4 æbler
  • 2 dl creme fraiche 38% (det skiller ikke ved opvarmning)
  • 2 tsk karry
  • smør
  • olivenolie
  • timian
  • salt og peber
  • 4 dl ris
  • 8 dl vand
Tænd ovnen på 200 grader. Sæt ris over, når vandet er i kog, skal risene have 20 minutter, ved svag varme med låg på. Skær rødløgene i halve og dernæst i tynde skiver. Steg dem møre (blanke) på en pande ved svag varme. Rul rødtungefileterne om et stykke smør, og læg dem i et fad, drys med salt og peber. Sæt fadet i ovnen 10-15 minutter. Brun karry af i lidt smør på en pande, tilsæt creme fraiche og lidt salt. Skær æblerne i både, kom dem på panden med løgene, drys med timian og salt og varm godt igennem.

Anne

Rugbrød

Print Friendly and PDF
Rugbrød

Dette er en stor portion, der giver tre rugbrød. Eller et meget stort, som her. Kan sagtens fryses, evt. i skiver med madpakkepapir imellem, så er de nemmere at tage op i passende portioner. Man kan også lave mindre potion. Del med 3, hvis man vil bage et brød. Del med 3 og gang med 2, hvis man vil bage 2 brød.
  • 6 dl koldt vand (erstat evt. 33 cl med en maltøl)
  • 15 g gær
  • 800 g rugmel
2. dag
  • 1 l koldt vand
  • 500 g knækkede rugkerner
  • 250 g solsikkekerner
  • 250 g hørfrø
3. dag
  • 50 g salt
3 forme a 2 liter. Man kan købe særlige rugbrødsforme, de fleste almindelige forme bliver ødelagt af rugbrødsbagning. Så lad under alle omstændigheder være med at bruge dyre bageforme, medmindre det er rugbrødsforme.
  • neutral olie til at smøre formene med.
Opløs gæren i en koldt vand i en stor skål. Bland rugmelet i, og lad surdejen stå ved stuetemperatur i 48 timer.

Dagen efter blandes knækkede rugkerner, solsikkekerner og hørfrø med vand. Lad stå 24 timer ved stuetemperatur.

Efter surdejen har stået 48 timer, altså på tredjedagen, blandes den med kernerne og salt. Ælt grundigt, 8-10 minutter, nemmest med en røremaskine. Dejen fordeles i de tre smurte forme. Lad dejen hæve 2-3 timer, til den når kanten af formene.

Bag rugbrødene ved 180-200 grader i ca. 1 time og tyve minutter. Vend dem ud af formene med det samme og lad dem afkøle på en rist.

Anne