De nyeste opskrifter og tips




Kakao Muffins

Print Friendly and PDF
Kakao  Muffins
Disse kakaomuffins er rigtig gode og meget populære hos børn. Jeg fik den serveret hos barndomsveninde, og min mor spurgte efter opskriften, da det var den første kage hun havde oplevet jeg kunne lide. Min venindes mor havde ikke noget navn til den, da hun oprindeligt havde fået opskriften i en lufthavnskantine. Så da min mor spurgte efter den, sagde hun 'Så skal den hedde Annekage fra nu af' Det har den så heddet både hjemme hos dem, og i vores familie siden. Den kan også bages som en skærekage i brødform, eller springform.
  • 250 g smør
  • 250 g farin
  • 250 g sukker
  • 2 æg
  • 15 tsk kakao
  • 4 dl mælk
  • 1 tsk bagepulver
  • 500 g mel
Pisk smør, farin og sukker sammen og tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt resten af ingredienserne og rør til en ensartet dej. Kommes i muffinforme, en stor brødform eller springform og bages ved 175 grader i 15 eller 50 minutter. Pyntes eventuelt med glasur og krymmel, eller anden kagepynt.

Anne

Flåede Tomater

Print Friendly and PDF
Har man ikke flåede tomater i huset, eller har man for eksempel rigtig mange tomater fra eget drivhus, er det nemt og smager godt, at flå tomater selv. Så er man også sikker på der ikke er skindrester eller stilk, som der efterhånden ofte er i de købte flåede tomater Man kan flå alle slags tomater, her er det 1 kg cherrytomater, jeg brugte til spaghetti com pomedorini freschi
  • Det antal tomater man skal bruge
  • Kogende vand
Skær et kryds i toppen af hver tomat. Læg dem i en skål og hæld kogende vand over. Når man, efter kort tid, kan se skindet folder ved krydset, hældes det kogende vand fra og koldt vand hældes over. Hiv  skindet af med fingrene eller brug en kniv. Skær tomaterne i passende stykker, alt efter hvad de skal bruges til. Fjern samtidig stilken i bunden.

Anne

Chiligryde

Print Friendly and PDF
En god efterårsret, man kan variere i styrke efter smag. Serveres med kartoffelmos, eller med halve bagte kartofler og en god grøn salat eller broccoli, for farvens skyld. Er rigtig velegnet som gæstemad og kan tilberedes i god tid. Retten er fryseegnet.
  • 400 g okseklump i store tern (ca. 2x2 cm)
  • 50 g bacon i små tern
  • 2 røde peberfrugter i store stykker
  • 1 bakke cherrytomater i halve
Fra basislager:
  • 2 store hakkede løg
  • 1-4 røde chili med eller uden kerner
  • 1 dl oksebouillon
  • 1 dåse flåede tomater eller flå 4-5 tomater selv.
  • 1 dåse koncentreret tomatpuré
  • 1 laurbærblad
  • 1 spsk oregano
  • salt og peber
Brun oksekød og bacon, eventuelt i to portioner, så det ikke begynder at koge i stedet for at stege. Tilsæt løg, og steg med til det er mørt/blankt. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det hele simre ved lavt blus 45-60 minutter, eller til kødet er mørt.

Anne

Thai Salat

Print Friendly and PDF
En god thai-inspireret salat, som er velegnet til al thai mad.
  • 1 agurk
  • 3-4 tomater
  • 1 rødløg
Dressing:
  • 2 spsk olie
  • 1 spsk eddike
  • 1 limeblad
  • 1/4 citrongræs
  • 1/2 tsk sukker
Bland dressingen, tørrede limeblade er utrolig seje og kan med fordel mases i morter. Citrongræs renses ligesom en porre, og hakkes meget fint. Skræl  agurken, flæk den på langs og skrab kernerne ud med en theske og skær den i skiver. Skær tomaterne i både, fjern kerner og skær bådende i mindre stykker. Hak rødløget og bland agurk, tomat, rødløg i dressingen og server.

Anne

Suppe med Blomkål og Spidskål

Print Friendly and PDF
Kål er oppe i tiden, og her er en god mættende kålsuppe med blomkål og spidskål. Serveres med brød til, hvis der er rigtig sultne folk til middag. Jeg havde kyllingefond i fryseren, fra en gang jeg kogte en hel kylling. Har man ikke det, kan man bruge 1 liter vand og hønse- eller grøntsagsbouillon og tilsætte efter anvisning på emballagen.
  • 1 blomkålshoved
  • 1 spidskål
  • 1 l kyllingefond, eller 1 l vand og bouillon.
  • smør
  • 1 citron
Rens blomkål for blade, og læg det i vand tilsat 1 spsk salt ca. 30 minutter. Dette for at eventuelle dyr dør. Tag de yderste blade af spidskålen, til hovedet er fast og samlet. Skær blomkål i buketter og spidskål i strimler. Svits begge dele ved middel til høj varme i smør i en gryde. Tilsæt fond eller vand og bouillon og kog suppen 10 minutter. Serveres med revet citronskal og eventuelt brød.

Man kan købe dedikerede citronskalsrivere, de er smarte, for hvis man bare ikke river samme sted, river den kun det aromatiske gule fra skallen og ikke det bitre hvide.

Anne

Maskeret Blomkål

Print Friendly and PDF
Maskeret Blomkål
Maskeret blomkål er en klassisk ret, der kan bruges som forret til 6-8 personer, eller som hovedret til 4 personer. 
  • 1 blomkål
  • 200 g rejer
  • 1-2 hjertesalat
  • 1 stort bæger creme fraiche
  • 1 bundt dild
  • 1 bundt purløg
  • 1-2 tsk paprika
  • 1-2 tsk salt
  • 1 baguette evt.
Rens blomkålshovedet for blade, og læg det i vand tilsat 1 spsk salt, for at fjerne evt. dyr. Skær et kryds i stokken, det nedsætter kogetiden, og kog det i letsaltet vand ca. 15 minutter. Tag blomkåleshovedet forsigtigt op, og lad det dryppe af og afkøle i et dørslag, mindst 30 minutter. Skyl og slyng hjertesalat. Rør creme fraiche med hakket dild, purløg, paprika og salt. Ved servering lægges blomkålshovedet på et fad, hjertesalat lægges rundt om, med rejer i bladene. Kom lidt af dressingen på, og server resten ved siden af sammen med evt. baguette.

Stuvet Spidskål

Print Friendly and PDF
Stuvet spidskål er godt tilbehør til mange ting. F.eks. frikadeller, som her, medisterpølse, hamburgerryg, skinke, samt meget mere. Samme fremgangsmåde kan bruges til stuvning af alle grøntsager, det handler bare om forskellig kogetid for forskellige grøntsager.
  • 1 spidskål
  • 1 1/2 dl kålvand
  • 1- 1 1/2 dl mælk
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk mel
  • muskatnød
Sæt en stor gryde med vand over. Rens kålen og skær den i fine strimler og kog kålstrimlerne i letsaltet vand ca. 8-10 minutter. Lav en opbagning ved at smelte smør og piske mel i, så man får en smørbolle. Tilsæt væske lidt ad gangen og pisk kraftigt imellem, til der ikke er klumper længere. Tilsæt væske på denne måde, til stuvningen har den rette konsistens, en tyk sauce, som kan hænge ved grøntsagerne. Tilsæt gerne revet muskat til stuvningen, og/eller server muskatnød til, så man kan rive efter smag.

Anne