De nyeste opskrifter og tips




Spaghetti con Lemone

Print Friendly and PDF
Jeg købte for noget tid siden sort spaghetti (farvet med blæksprutteblæk), og kunne så ikke rigtig finde ud af, hvad jeg ville servere det med. Jeg kom i tanke om en ret jeg fik serveret i 1993 på The River Cafe i London. Den smager fantastisk, er særdeles billig og supernem, så den har alle dyder. Jeg lavede den ofte, før i tiden, men havde helt glemt den. Vil man servere et måltid på ægte italiensk vis, er denne ret en primo.
  • 500 g spaghetti
  • 2-3 økologiske citroner
  • 1½ dl olivenolie
  • salt
  • parmesan eller grana
  • basilikumblade
Sæt vand over til spaghettien og kog den i letsaltet vand, efter anvisning på emballagen. Riv skallen af citronerne, pas på ikke at rive det hvid, bitre med. Pres saften, og pisk den tyk med olivenolie. det er nemt, man kan sagtens gøre det med et piskeris, eller endda en gaffel. Bland citronolien, klippede basilikumblade og spaghettien, riv parmesan hen og, ved servering.

Anne

Zuppa di Pomodoro con Fagioli

Print Friendly and PDF

En særdeles mættende, toscansk suppe. Bønner mætter rigtig godt, og er proteinholdige. Er man i tvivl om man bliver mæt, kan man fint servere brød til. Man kan også servere suppen, som primo, hvis man vil servere et måltid på ægte italiensk vis.
  • 2 dåser flåede tomater
  • 2 dl grøntsagsbouillon
  • 2 bananskalotteløg eller 1/2 zittauer
  • 1 fed hvidløg
  • 1 rød chili
  • 1 dåse cannellini bønner
  • hakket og/eller frisk oregano
  • lidt olivenolie
  • salt og peber
Hak løg fint og sauter dem i olie, til de er møre (blanke). Hak hvidløg fint og kom det i gryden ganske kort, inden der tilsættes flåede tomater og bouillon, hvidløg smager ikke godt, hvis det bliver branket. Hak chili og kom den ved tilsæt oregano, tørret smager af mere en frisk, så der skal bruges store mængder frisk, hvis man bruger det alene. Jeg kom tørret ved og pyntede med frisk hakket efter suppen var blendet. Tilsæt salt og peber og blend suppen i flere portioner, når man blender suppe, bør blenderen ikke være mere fyldt end 1/3. Man kan også bruge stavblender i gryden. Kom suppen tilbage i gryden, tilsæt cannellini bønner samt evt. frisk hakket oregano i og kog suppen kort igennem. Smag til og server.

Anne

Rødspætteruller med Fennikel, Æbler og Dild

Print Friendly and PDF
Det her var en oprydning i grøntsager, jeg havde til overs fra andre retter. Du kan gøre præcis som jeg, eller du kan rydde ud i din egen grøntsagsskuffe. Jeg serverede safranris til.
  • 8 rødspætte- eller skrubbefileter
  • grov sennep
  • 3 æbler
  • 2 persillerødder
  • 1 stor fennikel
  • 2 gulerødder
  • 1 potte dild
  • olivenolie
  • salt og peber
  • 5 dl ris (jeg brugte jasminris)
  • nogle tråde safran
Skræl og skær alle grøntsager i passende stykker, nip spidserne af dilden. Læg dem i et ovnfast fad, vend olivenolie, dildspidser, salt og peber i, og sæt dem i en 200 grader varm ovn, 30 minutter. Sæt ris over og kog dem efter anvisning på emballagen og vend dem med safran, når de er færdigkogte. Smør grov sennep på den ene side af rødspættefileterne, rul dem sammen. Når de 30 minutter er gået, tager man fadet ud af ovnen, lægger rødspætterullerne ovenpå, og sætter fadet i ovnen, yderligere 10-12 minutter.

 Anne