De nyeste opskrifter og tips




Viser opslag med etiketten Drikke/drinks. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Drikke/drinks. Vis alle opslag

The/te, (hvordan man brygger den bedste kop the)

Print Friendly and PDF
Jeg insisterer på at skrive the, selvom jeg efterhånden aldrig ser det stavet anderledes end te. Jeg holder utrolig meget af the, drikker oftest urtethe fra Pukka, det er så nemt, når det bare er en pose og vand. Men skal det være traditionel the, går jeg meget op i, hvordan jeg laver den. Jeg havde en gymnasieveninde, hvis far kiggede ned i et thekrus og sagde 'Hvis man kommer til at se sådan ud indeni, er det godt jeg ikke drikker the'. Her kommer vejledning i hvordan man laver den bedste kop/kande the.
  • Theblade skal have god plads. Man skal ikke presse the sammen, i f.eks. et theæg. Jo større blade (f.eks. grøn the), jo bedre plads. Jeg kommer altid thebladende direkte i kanden, de falder til bunds, når de bliver gennemvædet, ellers kan man hælde op gennem en si. Gerne over i en anden thekande, så man stopper trækketiden.
  • De fleste doserer the, så der er for lidt. det sidder på rygmarven af de fleste, at the skal doseres 1 tsk (2-3 g)/kop. Det er også rigtig, når det handler om sort the. Men hvis man laver oolong, grøn eller hvid the, er bladende meget store, og fylder derfor meget i forhold til deres vægt. Her skal man nærmere bruge 1 dessertske/kop, eller eventuelt en spiseske.
  • Temperaturen skal være rigtig, til den rigtige the. Sort the kan, som den eneste, tåle  kogende vand. Oolong skal have 85-90 grader varmt vand, grøn the og hvid the kan kun tåle vandet er 80 grader. Det nytter ikke noget at slukke for kedlen, inden den koger, i tilfælde af, man vil spare strøm. Vandet skal koge/have kogt, og den rette temperatur får man ved at lade kedlen stå ca. 10 minutter, efter den er slukket.
  • Nogle mener, man kun må skylle en thekande ren med koldt vand. Hvis man kun gør det, er det en god idé at have flere kander, hvis man drikker flere slags the. især sort the, har det med at afgive smag til andre the'er. Hvis man vasker thekanden rigtigt af, for eksempel i opvaskemaskine, er det ikke nødvendigt med mere end en kande.
  • Trækketiden er vigtig, man er nok mest tilbøjelig til at lade the trække for længe. Sort the skal trække 3-6 minutter, og man skal fjerne bladende, når trækketiden er gået. Ellers bliver theen for bitter. Oolong, grøn og hvid the har en trækketid på 4-8 minutter. Der er næsten altid en anbefaling på emballagen, hvad angår dosering og trækketid. Handler man i en specialbutik, skal man huske at spørge ekspedienten, hvis vedkommende ikke siger det uopfordret.
  • Ellers handler det om at prøve sig frem, bliver theen for bitter, kan man forkorte trækketiden, eller give theen koldere vand, fra start. Bliver den for tynd, kan man dosere flere theblade, eller øge trækketiden.
Anne

Kaffe (Brygning)

Print Friendly and PDF
De fleste husstande, har efterhånden mere eller mindre automatiserede kaffebrygnings-maskiner i dag. Men lejer man for eksempel et sommerhus, hvor der er filter og elkedel, kan det være en fordel at vide hvad man gør.
  • 55-80 g malet kaffe
  • 1 l vand
eller
  • ca. 7 gram malet kaffe/kop
Det afgørende for kaffebrygning er, kaffemængde, formalingsgrad og vandtemperatur. Mængden kan man forsøge sig frem med, den kan også variere alt efter kaffemærke. Formalingsgrad er vigtig, alt efter om man bruger filter, eller kaffebrygningskande, som for eksempel Bodum stempelkande, eller Eva Solo kaffebrygger. Formalingsgraden skal være fin, hvis man brygger kaffe i traditionel kaffemaskine, eller bruger elkedel og filter. Hvis man bruger stempelkande, skal formalingsgraden være grovere. Man skal aldrig komme kogende vand på de malede bønner, så bliver kaffen bitter. Den optimale vandtemperatur regnes for at være et sted mellem 92 og 95, den opnår man ved at lade kedlen stå 4-5 minutter, efter den har kogt, eller ved at tilsætte 2 spsk koldt vand, lige efter kedlen er slukket.

Og så er det altså, ikke kun hvis man ender i en situation, hvor man ikke har sin normale espressomaskine. En rigtigt brygget kop kaffe, smager altså også rigtig godt, og går alle faktorer op i en højere enhed, kan man få en kop med 'creamy top', som man altid får fra de automatiske kaffebryggere. Det resultat får man dog aldrig, hvis man bruger filter, men kun hvis man bruger stempelkande eller lignende.

Nogle automatiske kaffebryggere er afgjort bedre end andre. Hvis man har sådan en, der maler de hele bønner og brygger en kop kaffe med ét tryk, kan man nok ikke gøre det meget bedre manuelt. Men hvis man har en kaffemaskine, der bruger kapsler, er det afgørende billigere at brygge på gammeldags vis, og efter min mening bliver det bedste resultat på denne måde, hvis man bruger stempelkande, eller en anden kaffebrygger med indbygget filter. Husk at servere mælk, eller kaffefløde, hvis nogen bruger det, og hugget sukker, hvis nogle vil have det.


Anne

Mynte-the

Print Friendly and PDF
Mynte-the smager fantastisk, men er en temmelig dyr omgang, da man skal bruge en hel potte mynte, til et stort glas. Jeg laver det, hvis jeg har en potte mynte, og kun har skullet bruge et par blade til noget andet. Mynte-the bliver drukket i Marokko og Mellemøsten, som afslutning på et måltid, for at gavne fordøjelsen. Det er også anset for at inflammation, booste immunforsvaret, og hjælpe på vægttab.
  • 1 potte mynte, kun bladene
  • 2½ dl kogende vand
  • evt. 1-2 tsk honning
Pluk bladene af mynten, kom dem i et glas og hæld kogende vand over. Tilsæt evt honning. Bladene synker til bunds, hvis man ikke vil vente, kan man hælde theen gennem en sigte, når den har trukket et par minutter.

Anne

Hyldeblomstsaft

Print Friendly and PDF
Det er nu hyldetræerne blomster, og det er bare om at plukke løs, hvis man kender et sted, hvor de vokser. Og det er nemt at lave hyldeblomstsaft selv, det tager bare tid. Opskriften her, er til ca. 4 liter, men er nem at halvere.
  • Ca 50 hyldeblomstskærme
  • 5-6 økologiske citroner (alt efter størrelse), økologiske citroner smager bedst, når man også skal bruge skallen.
  • ca. 1,5 kg sukker
  • 3 liter vand
Klip grove stilke af hyldeblomsterne, så man kun har blomsterskærme tilbage, kom dem i en stor gryde, eller i en stor skål, der har låg, sammen med citron i skiver. Man behøver i skylle blomsterne, men man bør ryste dem fri, for eventuelle insekter. Bring vandet til at koge, og opløs sukker og citronsyre i det, og hæld det over hyldeblomsterne og citronskiverne. Dæk med låg og lad det stå og trække 3-4 dage. Det er ikke nødvendigt at stille det i køleskab, mens det trækker, men det må gerne stå kølig. Sies, gerne gennem et klæde og hældes på skoldede atamonskyllede flasker, eller fylde i isposer eller isbakker, og fryses, så holde saften ekstra længe, og man kan nemt lave et glas saft med en eller et par saft-terninger og vand.

Anne

Citronvand

Print Friendly and PDF
Dette er ikke en opskrift, som sådan, men drikker man sådan et glas citronvand, hver morgen, er det i høj grad med til at rette op på syre-base balancen i kroppen. Citroner indeholder rigtig meget kalium, og mange c-vitaminer, samt meget andet godt. Får man rettet op på kroppens pH-værdi, følger der mange goder med. Pænere hud (jeg anbefalede for mange år siden, en acneplaget elev, som havde prøvet stort set alt andet, at drikke sådan et glas, hver morgen. Han blev ret hurtigt, mindre plaget af acne), vægttab (hvis man er overvægtig), evnen til at tage på (hvis man er undervægtig), øget immunforsvar, bedre fordøjelse, og helt generelt øget mulighed for et langt, sygdomsfrit liv.
  • 2-3 skiver økologisk citron (ikke-økologiske citroner smager ganske enkelt ikke godt, i denne sammenhæng. Uanset hvor meget man vasker dem, smager de bittert, som hvis man får revet for meget af det hvide kød med, når man river citronskal)
  • 2-3 dl kogende vand
Hæld kogende vand over citronskiverne og drik. Er man ikke til at drikke det varmt, kan man lade det køle ned. Det er dog essentielt, man hælder kogende vand over, da det trækker alle essentielle olier ud af citronskallen, og dermed giver smagen.

Anne

Varm Chokolade med Marshmallows

Print Friendly and PDF
Kender I dette trick? Det var stor glæde, da vi konstaterede, at Fakta havde rigtige Marshmallows, de er geniale i varm chokolade, og de skal også grilles herhjemme. Vi må hellere købe en pose til, inden de ikke er i sortimentet længere.

Anne

Gløgg

Print Friendly and PDF
Til min version af gløgg, laver jeg selv krydderblandingen. Det er den, der er på billedet. Jeg bruger rødvin og portvin og ikke snaps, rom eller andet.
  • 1 appelsin i skiver
  • 1 stjerneanis
  • 5-6 hele nelliker
  • 2-3 kanelstænger
  • 6 spsk sukker
  • lidt vand (ca. en bundskjuler)
  • 1 l rødvin
  • 1-2 dl portvin
  • 1 kop smuttede, hakkede mandler
  • 1 kop rosiner 
Kom appelsinskiver, nelliker, stjerneanis, kanel, sukker og lidt vand i en gryde. Bring det til kogepunktet, sluk og lad gryden stå mindst 3 timer, gerne et døgn. Tag appelsinskiver og krydderierne op. Læg rosinerne i blød i portvin 1 times tid, smut og hak mandler og kom begge dele i gryden, til gløggessensen, sammen med rødvin og resten af portvinen. Varm op til kogepunktet og server.

Anne

Julethe

Print Friendly and PDF
Man kan sagtens lave sin egen julethe, og gør man det, sidder man ikke med en pose julethe langt hen i februar, hvis man ikke er den store thedrikker. Man behøver ikke komme alle ingredienser i, man kan komme i efter smag.
  • 1 kande af ens faoritthe, jeg brugte keemun/earl grey 
  • 1 stjerneanis
  • 1 kanelstang
  • 3-4 kardemommekapsler
  • 3-4 nelliker
  • ½ vanillestang (gerne en man brugt kornene fra, til noget andet)
  • revet appelsinskal eller citronskal
Kom krydderierne i thesien og lad dem trække sammen med theen. 

Anne

Ingefær The

Print Friendly and PDF
Ingefær the er stærkt på den gode måde, og rigtig godt for immunforsvaret. Udover det er er ingefær kendt fra tidernes morgen fordi den modvirker kvalme, skulle styrke koncentrationsevnen og hukommelsen og så er der også mange som mener, den hjælper på smerter fra slidgigt, det er så vidt jeg ved, ikke videnskabeligt påvist. Ingefær indeholder også mange antioxidanter. Denne portion er til to personer, det er højst sandsynligt ikke noget for mindre børn.
  • 150 g revet ingefær
  • 4 spsk honning
  • saften af 1/2-1 citron
  • 1 liter kogende vand
Kom ingredienserne i en gryde og lad theen småsimre i ca. 30 minutter. Servér theen rygende varm.

Anne

Varm Chokolade

Print Friendly and PDF
Varm chokolade er nemt at lave selv. Her er opskrift på, hvordan du gør, hvis du henholdsvis skal lave en liter, eller bare et stort glas som her. I sidste tilfælde er det nemmest, hvis man har en mikroovn.
  • 1 l mælk eller 1 glas mælk (letmælk eller helst sødmælk, smager bedst)
  • 3 spsk sukker, eller 1 tsk sukker (er ikke nødvendigt, hvis man er til mørk chokolade smagen)
  • 70 til 140 g mørk chokolade eller 2-3 stykker, helst 56-70 %
  • evt. 1/4 l piskefløde eller en kvart kaffekop, hvis man vil have flødeskum på
  • evt. kanel eller kakao til at drysse på toppen
Kom evt. sukker i mælken og varm den op til kogepunktet i enten en gryde på komfuret, eller i glas i mikroovnen. Hak chokoladen fint, og kom den i den varme mælk, rør godt rundt. Pisk fløde og server med flødeskum og evt. et drys kanel eller kakao på toppen.

Anne

Grøn The med Rosenblade (saftevand)

Print Friendly and PDF

En god drik til saftevand, hvis man vil bruge det som drink kan man komme vodka eller gin i.
  • 100 g Grøn The
  • 2 1/2 l vand
  • 1 kg sukker
  • Rosenkronblade fra 20 roser  (nogle der dufter/smager)
Kom Vand, grøn the og sukker i en gryde, og bring det til kogepunktet. Sluk for blusset og læg rosenblade i, så de trækker med. Så ser det sådan her ud:

Lad saften trække ca. 48 timer og hæld den gennem en finmasket si på skoldede, atamonskyllede, flasker.

Opbevar åbnede flasker i køleskab. Eller hæld saften i isterningeposer eller -bakker. Så holder den ekstra længe og man kan nemt bruge en saft-terning, eller to, som samtidig gør saften kold.

Hvis det skal bruges som saft, skal det blandes op med vand- ca 1 til 5, eller efter smag. Skal det bruges som drink, kan man komme danskvand og vodka eller gin i, lige inden servering. Her må man smage sig frem til blandingsforhold.

Anne

Lakridsrods-saft med Kanel

Print Friendly and PDF
Lakridsrods-saft med Kanel
En rigtig populær saft, med en god smag af lakridsrod. Blandes ca. 1/5 eller efter smag. Der bliver ca. 4 l saft af denne portion, så der er saft til rigtig mange gange.
  • 2 kg sukker
  • 10 lakridsrødder
  • 1 brev vinsyre eller citronsyre
  • 2 tsk lakridspulver
  • 1 kanelstang
  • 4 1/2 l kogende vand
Mas lakridsrødderne med en kødhammer, eller æggen af stor, tung kokkekniv. Hæld kogende vand over sukkeret, og tilsæt de øvrige ingredienser. Bring det hele op på kogepunktet og sluk blusset. Lad saften stå 48 timer. Si saften, evt. gennem kaffefilter, og hæld den på skoldede, atamonskyllede flasker. Eller hæld saften i isterningeposer eller -bakker. Så holder den ekstra længe og man kan nemt bruge en saft-terning, eller to, som samtidig gør saften kold.

Anne

Ginger Ale (Alkoholfri)

Print Friendly and PDF

Hvis man har været i England, kan man nok ikke undgå at have smagt ginger ale. Den er oftest med alkoholindhold svarende til de cider vi kan købe i Danmark, altså fra den slags, der er næsten uden alkohol i store 1 1/2 l flasker, til den slags som Somersby med alkohol svarende til en øl. Denne opskrift på tilsvarende smag er dog alkoholfri.

Denne ginger ale, eller nærmere ginger saft, da den ikke er gæret, har en dejlig smag af ingefær og skal blandes op med vand 1:3 eller efter smag, evt. med danskvand. Ginger ale kan naturligvis også bruges til drinks, man kan tilsætte alkohol f.eks. vodka, som går til næsten alt, da det ikke smager af meget.
  • 2 1/2 l vand (kogende)
  • 100 g frisk ingefær
  • 2 kviste frisk rosmarin
  • 1 1/2 økologisk citron
  • 2 økologiske lime
  • 1 kg sukker
  • 1 brev citronsyre
Kom sukkeret i gryde på lavt blus. Kog 1 1/2 l vand og hæld det over sukkeret, så det opløses. Skær ingefær, citron og lime i meget tynde skiver og kom det i gryden. Hiv bladene af rosmarin kvistene og tilsæt også dem. Tilsæt citronsyren og den sidste liter kogende vand. Vandet skal hældes, så det skolder alle ingredienserne i overfladen. Lad det hele stå i gryden ved stuetemperatur i 10-12 timer. Citronskiver, limeskiver og ingefærskiver tages op med en hulske før ginger ale'en filtreres gennem et filter og hældes på rengjorte atamonskyllede flasker. Eller hæld saften i isterningeposer eller -bakker. Så holder den ekstra længe og man kan nemt bruge en saft-terning, eller to, som samtidig gør saften kold.

Anne

Tomatjuice

Print Friendly and PDF
Tomatjuice

Skal man lave en eksklusiv Bloody Mary, eller bruge tomatjuice til madlavning, er det nemt at lave tomatjuice selv. Her er anvisning på 1 liter juice.
  • 3 kg tomater
  • kogende vand
Læg tomaterne i en skål, og kog en stor mængde vand, så det kan dække tomaterne. Når vandet koger, hældes det over tomaterne, lad stå 5-10 minutter. Mos tomaterne gennem en finmasket si, så kerner og skrællen ikke kan komme igennem. Skal juicen gemmes, kommes den i en gryde og varmes op til kogepunktet, den må ikke koge, og hældes på steriliserede, atamon skyllede flasker, der lukkes med det samme. Opbevares i køleskab. Kan holde ca. 3 uger.

Anne


Jordbærsaft

Print Friendly and PDF
Jordbærsaft

Hjemmelavet saft er altid populært, man kan lave den af hvad man ønsker af bær, her er den af jordbær. Gem patentflasker, man kan købe så mange ting i sådan nogle. Hvis man fjerner etiketter og gør dem rene, er de smarte at opbevare saften i.
  • 1 kg. jordbær (skyllede, nippede & halverede)
  • 6 dl. vand
  • 800 g.  sukker
  • 1 flaske atamon, man skal ikke bruge meget.
Begynd med at skolde de rengjorte flasker, især indvendigt.

Kog de ordnede bær, vand og sukker under låg, ca. 20 minutter. Passér det hele gennem en stor sigte ilagt et rent klæde (viskestykke). Det kan godt tage et par timer - tving ikke saften igennem, da den da vil bliver uklar.
Hæld saften på rengjorte og atamonskyllede flasker og luk dem til. Saften opbevares i køleskab. Eller hæld saften i isterningeposer eller -bakker. Så holder den ekstra længe og man kan nemt bruge en saft-terning, eller to, som samtidig gør saften kold.

Anne

Rabarber-Vanilje Lemonade

Print Friendly and PDF
Rabarber-Vanilje Lemonade

Her er en supergod rabarberlemonade. Børn og unge mennesker elsker det, og skal der være fest, kan man komme vodka i og bruge den som velkomstdrink. 
  • 500 g rabarber
  • 1 vaniljestang
  • 2 dl sukker
  • 2 bakker hindbær
  • citronmelisse
  • 2 usprøjtede citroner
  • evt vodka ca 1 dl 
Tilberedning:Sådan gør du dagen før: 

Kom vaskede rabarber skåret i mindre stykker i en gryde sammen med 8 dl vand. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Knus vaniljekornene sammen med sukkeret i en skål, så vaniljen fordeler sig fint i sukkeret. Kommes i gryden sammen med vaniljestangen.
lad simre under låg i 5 minutter. Sluk og lad blandingen stå indtil dagen efter et koldt sted.

Fyld isterningbakker med hindbær og citronmelisse. Hæld ca. 1 liter iskoldt vand på og sæt i fryseren.

Sådan gør du på dagen: Sigt rabarber og vanilje fra. Hvis lemonaden ønskes klar, hældes den igennem et klæde. Bland lemonaden med iskoldt vand og citronskiver. Smag til med vodka. Start med 1 dl. Opbevares i køleskab. Eller hæld saften i isterningeposer eller -bakker. Så holder den ekstra længe og man kan nemt bruge en saft-terning, eller to, som samtidig gør saften kold.

Ved servering: Kom isterninger i fine glas og i bowlen og skænk op.

Anne

Lemonade

Print Friendly and PDF
Rigtig nem og klassisk lemonade, som man altid bliver budt på i amerikanske bøger, serier og film. Og for dem, som kan huske Majdrik fra Irma, er det faktisk den samme smag. Og stavet på engelsk, så man kan se hvad der er i, nemlig lemons.
  • Saften af 1 citron
  • 3/4 dl sukker
  • 1 liter vand
Evt vodka, hvis det skal bruges som drink. Begynd med at tilsætte en dl og smag til.

Pynt:
  • Isterninger frosset i bakker, med et hindbær og et l citronmelisseblad i hver  isterning. Eller almindelige isterninger og citronmelisse.
Bland de 3 ting og pisk, så sukkeret opløses. Serveres med isterninger.

Anne